Ørken, salt og sol. Og danish dynamite...

San Pedro

Efter Santiago fløj vi til Uyuni for sølle 450 kroner pr. mand, hvilket var samme pris som med bus, dog 21 timer kortere – nok den bedste beslutning vi har taget på hele turen. Så efter halvanden time i en minivan fra lufthavnen, hev vi ”vores” tasker ud af bagagerummet. Eller det vil sige, Andreas’ og Kenneths tasker samt en ukendt taske; en eller anden idiot kunne åbenbart ikke kende forskel på Esbens taske og sin egen – selvom Esbens var fyldt med gaffa efter vores gode overraskelse i Mendoza. Så kun udstyret med en lille taske, måtte Esben med uro i sindet lægge sig i sin seng og vente i uvished; spekulerende, undrende og ikke mindst uafklaret i sagen om, hvor den taske befandt sig. Den var dog blevet sendt til et andet hostel, hvor vi efter fem minutters tegnsprog fik den udleveret.

Dermed kunne vi finde frem til, hvad tiden skulle fordrives med midt ude i ørkenen. Det blev to dage med et tætpakket program, der blandt andet stod på sandboarding, solnedgang i Moon Valley, Pisco Sour og masser af peacocking (et pose, vi lærte af nogle hollændere, som mest af alt minder om en overhead squat med et hint af underlivsrotation – hvilket ikke giver nogen mening, da det er stilbilleder). Derudover besøgte vi en sø, der indeholder mere salt end det døde hav; man kunne bogstaveligt talt ikke synke.

Andreas’ fødselsdag blev fejret på god maner ved at stå op klokken 3:45, hvor vi efter en irettesættelse af en guide skiftede vores badeshorts ud med skiundertøj, fleece og jakker. Gejserne var nemlig kogende, mens lufttemperaturen var omkring minus fem grader. Så efter et par timer med frosne fingre, tæer og andre flotte legemsdele, hoppede vi i én af de varme kilder – jo tak! Fødselsdagsbarnet skulle selvfølgelig fejres med manér, så det blev til tre medium-rare steaks, en flaske Malbec rødvin og en god aften.

Da vi skulle forlade Chile til fordel for Bolivia, havde Esben og Andreas været så ubetænksomme, glemsomme og uforsigtige (payback for mobning med mit pas, bitches) at glemme den lille seddel, vi fik, da vi kom ind i Chile. Men af sted kom vi, og første indtryk af Bolivia var således:

Et lille hus overplastret med plakater af el Presidento var grænsekontrollen. Uden så meget som et blik på vores ansigter, fik vi stempler i passet, blev smidt ind i en jeep og sendt af sted på vores tre dage lange ørkentur. Tolv mennesker, inkluderende fem engelske piger (Kelly, Tam, Anna, Grace and Natasha), tyskeren Norman og vores absolutte favorit på turen: den 37-årige kineser Qing! Bare et lille udpluk af, hvad den lille fyr har sagt:
”Ooooiii have chooookolate!”
”Oh, you girlz are so sexy, I have never seen anything like it before”

”Youuu guyz look so strong”

Og et par stikord om vores ørkentur:

Lamaer – der var utroligt mange lamaer, som faktisk smager overraskende godt, given the fact, at det er et utroligt dumt dyr at se på.

”Do you smoke?” – vi prøvede at lære de engelske piger dansk, og du er smuk lyder som do you smoke. Derudover lærte de ting som du er lækker, våd fisse i sneen, for fanden, for helvede, tak for mad og skål.

Fest hos mange – vi hørte utrolig meget Fest hos mange, hvortil der blev danset, råbt, sunget og mange andre ting. Alt sammen med en promille på et stort rundt nul.

”Hvor är Nana Larsen!?” – Natasha (der har et eminent flair for dansk/norsk/svensk) havde set Forbrydelsen, og denne sætning hang åbenbart ved. Så ved enhver given lejlighed blev der med tilpas vrede i stemmen råbt HVOR ÄR NANA LARSEN!?

”It’s Bolivia, man” – i Bolivia må man vende sig til, at intet virker, tid er et relativt begreb, og sproget er spansk og kun spansk. F.eks. brændte vores jeeps sammen flere gange, og vi stod op kl. 7 for at køre kl. 8, for dernæst at vente i halvanden time på vores chauffør… Men hvad fanden, it’s Bolivia, man.

Smuk natur – Naturen var helt fantastisk, lige fra solopgangen over saltørkenen til gejserne og de store tørre sletter.

Salt Hostel – Vi overnattede på et hostel, hvor ALT var af salt: væggene, gulvet, stolene. Der var i den grad salt til et æg. Eller det var der egentlig ikke, for badene var kolde, og der var kun elektricitet mellem 19 og 22…

Tynd luft – luften var tynd i flere kilometers højde, og da vi ikke var vant til det, tyggede vi coca-blade (hvilket er ulovligt, men alle gør det), da det eftersigende skulle hjælpe på vejrtrækningen, hovedpinen og svimmelheden.

Uyuni by + salt flats

På tredjedagen klokken 4:15 åbnede vi langsomt øjnene til, hvad der skulle blive en hel dag i saltens tegn. Selvfølgelig gik intet som ventet. Vi kom hverken af sted til tiden eller nåede vores destination til solnedgangen. 2 km inde i saltørkenen gik bilen i stå. Dermed måtte vi nøjes med en sekundær god placering i forhold til at se solopgangen. Stemningen oven på den skuffende start på dagen blev dog hurtigt vendt af Qing’s jongleringer, hvilket han (på trods af års øvelse) ikke var specielt skarp til.

Det lykkedes vores chauffør, at få gang i bilen, så vi bagefter kunne vende tilbage til salthostelet til morgenmad og yderst tiltrængt varme. Efter igen et par forsinkelser ved morgenmaden, gik turen nu for alvor over ørkenen. Det blev til en halv dags rejse, hvor udsigten udelukkende hed den brændende hvide saltørken. Det blev dog til at enkel stop – vel og mærke for en hel time, som blev brugt til at tage mere eller mindre vellykkede perspektivbilleder med blandt andet skeer, dinosaurusser og hvad der lige kunne findes på.

Turen endte i nok verdens mest triste by Uyuni. Det sidste stop på turen – togkirkegården – vidnede om denne bys tidligere storhed, da der kunne tjenes penge på eksport af salt. I dag lever byen mest på turister, der skal ud at se ørkenen, hvilket også betyder, at der ikke er noget som helt at foretage sig i byen. Dermed hed den en overnatning til 30 kr., hvorefter turen næste dag gik videre til Potosi, verdens højest beliggende by.

Potosi

Videre gik turen til verdens højest beliggende by, Potosi, der har en altitude (f*cking altitude!) på 4100 meter – dvs. vejrtrækningsproblemer ved så små aktiviteter som at vende sig i sengen om natten. Dertil hjalp de stejle gader ikke det mindste, men vi havde fundet et lækkert og billigt – som det jo er i Bolivia – hostel med de engelske tøser.

Den helt store attraktion (og økonomiske ressource) i Potosi er sølvminerne Cerro Rico, der ligger i ”Bjerget, der æder mænd levende”. Det skulle vi da ind i! Bjerget leverede sølv til hele det spanske rige i over to hundrede år, og Potosi var i sin tid verdens (verdens) største og rigeste by grundet sølvmineindustrien.

Lettere spændte, bedøvede af cocablade, forpustede og bevæbnet med dynamit, 96% alkohol og udstyret med dragter, støvler og slidte tasker, begav vi os ned i sølvminerne, stærkt ledsaget af vores guide Pedro.

De første par hundrede meter foregik foroverbøjet med støv i lunger og med en snigende klaustrofobisk fornemmelse, der ikke blev hjulpet af en indelukket lugt og mørket, der kun blev oplyst af vores pandelamper.

Indbyggerne i Potosi tilbeder normalt Gud, men deres overbevisning er, at Djævlen – El Tio i folkemunde – hersker inde i bjerget. Så da vi efter tre kvarters tid gjorde holdt ved en statue af El Tio, fik vi forklaringen om, hvordan minearbejderne tilbeder og ofrer til statuen for at forhindre ulykker og få et bedre udbytte af bjergets mineraler. Som om de 15-20 cocablade, vi allerede havde i munden, ikke var nok, skulle vi sidde i en rundkreds i halvmørket og drikke 96% rent alkohol – fy føj for satan hvor det brænder! Har I prøvet Stroh-rom, Absinth og lakridslikør? Gå hjem og vug! Det var som at drikke ild, som nogen havde sat ild til.

Første runde gled ned. Ifølge Pedro har mennesket to arme, to ben osv., så vi skulle også drikke anden gang. I kristendommen er Hellig Tre Konger, så tredje runde kunne da heller ikke undgås. Da han så begyndte at snakke om de fire årstider, måtte alle på nær Wilson (vores anden guide) sige pænt stop. Uden at afsløre for meget, vi var alle i rimelig godt humør, da vi kom ud af minen. For lige at fuldende oplevelsen, skulle der sprænges dynamit, hvor Esben og Kenneth fik lov at holde tændt dynamit i hænderne – med sved på panden. Fantastisk oplevelse!

Sucre

Næste stop på rejsen var Bolivias officielle hovedstad, Sucre. I dagene op til afgangen overvejede vi kraftigt om byen var besøget værd. Politikens Turen Går Til beskriver Sucre med intet mindre end 16 linjer, så det virkede en anelse tvivlsomt at kunne bruge tiden fornuftigt der. Men eftersom en klog mand har sagt, at man kun har det sjov man selv laver, tog vi chancen. Faktisk endte vores ophold i Sucre med at blive et af de steder, vi aldrig glemmer. For vi lavede virkelig meget sjov. Vi havde ikke booket et hostel, så vi tog den på gefühlen og endte med at finde et helt fantastisk hostel til ingen penge. Udover de 3 briter, vi fulgtes med sad to bekendte piger og solede sig, da vi checkede ind på hostellet: Simone og Emilie fra Danmark, som vi sidst så i den første uge under Rio Karneval. De havde selvfølgelig mødt Mitch (som vi mødte i Rio, Iguaçu og Buenos Aires), og senere kom Jonas (fra Mendoza, Buenos Aires og Santiago). Hele holdet var derfor samlet, så vi tog på en succesfuld pubcrawl i Sucre Downtown. Når man har fået kommentarer som ”I må være på coke, siden I er så glade” ved man at det var en god aften!

Den 1. april blev det Mitchs 24-års fødselsdag, og som en gestus hjemme fra daddy-o i California, blev han udfordret til at tage 24 shots på 24 timer. Da klokken slog 11:30, efter en portion chokopops, havde stakkels Mitch hele 20 shots igen, så der skulle noget frokost indenbords, inden vi fortsatte. Vi tog på en non-profit vegetarrestaurant (tro det eller ej) og fik nogle udsøgte tucumanas (google det og prøv det!). Derefter gik de næste 13-14 shots, tro det eller ej, som en leg. Efter en noget intens fodboldkamp mod 3 lokale bolivianere tog vi 4 gauchos på en lokal kaffebar og skyllede den spændende kaffe ned med trylledrik. Judas, hed trylledrikken. Bland rom, whisky, cola, grenadine og mintlikør, og du har dig starten på en god brandert. Med en lille bøhmand på hoppede vi ind i en taxa og kørte op på toppen af et bjerg inde midt i byen. Her så vi solnedgangen for herefter at ”bestige” det hele vejen ned. Vi fik (alle tre! – dvs. Esben, Andreas og Mitch) nogle flotte billeder.

Inden Mitch skulle nå de få sidste shots, tog vi i biografen og så en dokumentarfilm, Devil’s Miner, om Cerro Rico-minen i Potosi. Den opmærksomme læser vil her kunne huske at det var den mine vi selv besøgte tilbage i Potosi, så det var rigtig interessant at se for os. Ud af de 24 shots var det allersidste en mandomsprøve i sig selv: 2 cl Jägermeister og 2 cl af den gode brændevin med 96% alkohol. Ned røg det, og så skulle der danses! Mission accomplished.

Sucre er en by, der lægger op til at man tager tingene i ens helt eget tempo. Gør man det, bliver man belønnet med en god fornemmelse af hvad det vil sige at være bolivianer. Alt i alt var Sucre i særdeleshed et besøg værd.

Buenos, natteliv, problemer, vin og alt det der

Buenos Aires

Onsdag den 6. marts 2013 var dagen, hvorpå vi ankom til Argentinas hovedstad, Buenos f*cking Aires. Efter 20 timers bustur tilbragte vi første aften på vores hostel, Milhouse Avenue, som ligger i hjertet af byen med den gode vind. Milhouse er en hostelkæde, der primært (læs: kun) er rettet mod de yngre rejsende, så der var party på Milhouse HVER aften. Den ene dag er der fest på vores hostel, dagen efter på det lidt mindre Milhouse Hipo, som ligger et stenkast fra Avenue.

På vores første aften var der fest på det andet hostel. Og vi så at det var godt. Vi fik sovet ud og var klar til morgendagens strabadser. Argentinere er helt tosset med fodbold, så selvfølgelig skulle vi se en fodboldkamp på Boca Juniors' stadion i Buenos Aires. Som opfølgning på kampen besøgte vi klubbens museum og fik historien bag et af Maradonas mål, hvor han banker bolden ind med hånden: Argentinere anser Maradona for en gud og derfor siger de at det var guds hånd, der sikrede dem sejren i den kamp. Vi lærte hermed at argentinerne er nogle fodboldglade mennesker, der ikke lægger skjul på at en af verdens bedste fodboldspillere var fra Argentina, og endda en nøglespiller i Boca Juniors.

Vi blev i det finkulturelle hjørne og tog på den enorme natklub, Rosebar, samme aften. Den stod på cerveza og Tequila indtil kl. 7 om morgenen. Indrømmet, vi skulle nok ikke have været ude og buldre dagen inden bestilling af billetter og hostel i Uruguay, men det var det værd! Der blev booket en færge til Uruguay og hjem igen hhv. søndag og tirsdag, men vi havde stadig en nat på vores eget hostel... Heldigvis er en skriftlig aftale i Sydamerika kun lige så fast som håndtryk i Paradise Hotel, så vi fik det hele ordnet med hostels og kom alligevel godt af sted søndag.

Uruguay

Efter nogle dage i travle og vilde Buenos Aires tog vi en (meget gyngende) båd til Uruguay, hvor det tør siges, at stemningen i byen Colonia del Sacremento var en del mere søvnig end det meste vi har set hernede. Så nattesøvnen blev prioriteret højt sammen med et kasinobesøg, lokale sandwiches, en gåtur i byen og ikke mindst en dag i golfvogn (man skulle have kørekort til motorcykel for at kunne leje en scooter). Så med en topfart på 35 km/t cruisede vi lidt rundt i Uruguay, som man nu engang gør. 

Back in Buenos

Tirsdag var vi hjemme i Buenos Aires, nu godt udhvilet og klar til standup og natklub igen. Det er sjovt hvordan man oplever fremmede menneskers syn på danskere. Standup-komikerne syntes danskere generelt er svære at imponere, selvom vi havde det rigtig sjovt (det hele foregik på engelsk, så vi fattede godt deres jokes). Vi er nok bare mindre gestikulerende når vi taler og mere diskrete når vi griner. Samtidigt er argentinere helt vilde med turister, der forsøger at snakke spansk og kan drikke et Tequilashot i den rigtige rækkefølge (= os tre drenge). Ellers bliver vi stemplet som veluddannede, rige og stilfulde personer, der får penge for at studere.

Én dag blev der dog vist følelser. Vi tog til en zoo, hvor vi måtte røre forskellige tigre og løver, hvor især disses unger rørte os i mere end én forstand. Lige som en dyrepasser advarer Kenneth om ikke at stå for tæt på tigerungens legetøj tager tigerungen fat om Thiis' ben og prøver at lege med ham. Stiv af skræk overlevede han til stor underholdning for resten af gruppen.

Mendoza

Mendoza startede ud med et mindre helvede, da vi sammen med to britiske backpackere steg ud af bussen som de sidste. Vi fandt vores bagage skåret i toppen og bunden. Intet var taget, dog var busselskabet ikke til megen hjælp, da der ingen på perronen der snakkede engelsk. Efter lidt søgen finder vi busselskabets kontor. Her var der dog heller ingen, der talte engelsk, hvilket betød, at kommunikationen måtte foregå gennem Google Translate. Vi Gik der fra med en besked om, at de ville ringe til vores hostel om mandagen (to dage senere).

Vi ankom til vores hostel midt i Mendoza ved Plaza Idenpencia. Et lille hyggeligt hostel, der ejes af en newzealandsk kvinde omkring de 50. Til BBQ’en om aftenen, hvor hun sidder med fandt vi hurtigt ud af, at Manuella ikke er en kvinde, man ønsker at pisse af. Til gengæld er hun utrolig venlig og deler diverse historier om andre rejsende og deres problemer/dumheder. Faktisk var det lidt svært, at få indført nogle ord under "free wine hour" og maden. Det var dog alt i alt en hyggelig aften, med masser af vin og historier om Argentinas dysfunktionelle samfund.

Søndag blev brugt til at slappe af, da alt for lukket, da argentinere selvfølgelig ikke gider arbejde om søndagen. En af de eneste aktiviteter der var mulige var hesteridning i bjergene ved solnedgang og tilhørende BBQ og måske en anelse for meget folkemusik. Dette resulterede i at "de mandlige dele" fik sig en noget hård omgang... Dyb respekt for dem, der rider til daglig!

Dagen efter skulle der smages på Mendozas helt store varemærke - vin. Dette betød en cykeltur rundt til tre forskellige vingårde i forskellige størrelse. Turen endte ud på en spritfabrik, der blandt andet er kendt for sin absinthe. Dette var en mindre behagelig oplevelse for halsen i form af en varm og djævelsk urtedrik.

Da det ikke var vejr til skydiving besluttede vi, at trekking i Andesbjergene ville være et godt alternativ. Det blev til at 4 timers trek op i 3500 meters højde med to guider, der ikke talte meget engelsk. Det var dog en fantastisk oplevelse og første gang på denne tur, at vores sved rent faktisk kom fra fysisk aktivitet. Onsdag gik turen over Andesbjergene og mod Santiago de Chile.

Santiago

Efter en bustur på en 8-9 timer (hvoraf tre af dem gik med at komme over grænsen) ankom vi til Chiles hovedstad Santiago. Her blev vi indlogeret på et centralt hostel sammen med Jonas, som vi havde mødt i Mendoza og som skal nøjagtig samme vej som os, omend han flyver til Danmark en dag senere end os.

Eftersom vi havde besluttet kun at have to overnatninger i byen, valgte vi at tage en gratis rundvisning af en enormt engageret lokal guide, hvilket indebar forklaringer om Chiles historie, vigtige personer og ikke mindst chilenske traditioner. Blandt sidstnævnte var et fænomen, der i folkemunde kaldes coffee with legs, hvilket i sin enkelthed går ud på, at forretningsmændene i middagspausen løsner slipset og drikker en kop kaffe, mens servitricerne går rundt i meget stramme og korte kjoler. Og som de kulturhungrende unge mænd vi er, skulle det selvfølgelig prøves. Derudover hang vi en del ud med Jonas, med hvem vi har aftalt at mødes senere på rejsen. Derudover kan det tilføjes, at Santiago er en alt for lækkert - nærmest europæisk inspireret - by med brede gader, flotte bygninger og lækkert vejr det meste af året.

Moving on

Florianopolis

Efter São Paulo hoppede vi på en bus til byen med de smukke tyskere, Florianopolis (Floripa blandt kendere). Ambitionerne var høje: vi skulle både sandsurfe, sejle i kajak og lære at stå på surfboard i løbet af de tre dage vi var der. Vores undskyldning for ikke at have nået én eneste af de ting er at vi bogstaveligt talt blev grebet af den afslappede stemning i hængekøjerne. Og at vores nattesøvn blev spoleret af en gruppe australiere og deres veninder, men det må I selv spørge ind til når vi kommer hjem. Vi prøver at holde en sober tone på vores blog!

Florianopolis byder på enestående natur, helt fantastiske strande (sådan virkeligt gode) og et pulserende natteliv. Sidstnævnte fik vi desværre ikke set ordentligt fordi vores hostel lå en times taxakørsel fra selve byen. Om dagen kan man slentre rundt i centrums charmerende gader fyldt med skolebørn, markeder og duer. Afslutningsvis kan man, som vi gjorde, nyde en "kold blondine" (en kold øl), en is eller en triple cheeseburger på en af de mange små pladser der er i byen.

Foz do Iguaçu

Vores ophold i Brasilien (indtil næste gang) blev afsluttet med et brag. Eller faktisk et skyl. Et ordentligt skyl! Ved Iguaçu falls bestilte vi den store pakke, der inkluderede safari, et lille hike og en bådtur helt tæt på vandfaldene. Det er en enestående oplevelse at se den enorme mængde vand, der fosser ned over to trin før det ender i Garganta do Diablo (djævlens gab). Under bådturen kom vi ikke helt op til djævlens gab, for der var van(d)vittigt meget strøm, men blev i stedet sejlet ind under nogle mindre vandfald. Vi har vist nok nogle optagelser af det som I kan se ved lejlighed! Dagen efter den Brasilianske side af Iguaçu drog vi til Argentina (20 minutters taxa inklusiv fremvisning af TRE pas) for at se den argentinske side. Ærlig talt så er den argentinske side både flottere, idet man står oven på vandfaldene, og op til halv pris af den brasilianske side hvad angår bådture og safari. Så ved I det, hvis I en dag kommer dertil!

En fed ting ved at backpacke er at møde nye mennesker på hostels, og en endnu federe ting er at møde folk man allerede har mødt tidligere på turen. Ved vandfaldene mødte vi Mitch, en amerikaner vi allerede havde mødt efter en uge i Rio de Janeiro, som nu også er tjekket ind på vores hostel i Buenos Aires. Sydamerika er slet ikke så stort endda.

Paraguay

”En aparte oplevelse er et besøg i den paraguayanske grænseby Ciudad del Este, der ligger for enden af en bro over Paraná-floden. Her sælges elektronik og andre luksusgoder til halv pris med overvejende risiko for, at de er forfalskede. Byen har ikke den store charme og rummer en del bordeller, barer og kasinoer. Derudover kan man så let som ingenting blive rullet ved højlys dag.”

– Christian Martinez, Turen går til Brasilien

En pludselig indskydelse efter at vi er landet i Foz do Iguaçu. Hvorfor ikke tage til hurtigt smut til Paraguay om så bare for at få stemplet i passet? Paraguay, og især Ciudad del Este, som byen ved grænsen mellem Paraguay og Brasilien hedder, er kendt som Sydamerikas supermarked. Dette finder man ud af allerede når man stiger på bussen fra fx Florianopolis, som vi gjorde. Her er to slags mennesker, der skal med. Backpackers, der skal se vandfaldene og brasilianere der skal købe billige kopiprodukter, som de kan sælge på diverse markeder i Brasilien.

At Ciudad del Este er et kæmpe stort (gede)marked, mærker man allerede fra det sekund, man har krydset grænsen over en bro, der trafikalt er mere overbelastet end Køgebugtmotorvejen en mandag morgen kl. 8. Biler med paraguayske nummerplader susede frem og tilbage over grænsen i håb om at sælge det billige elektronik dyrere i Brasilien. Som fodgængere gik der ikke mere end 10 sekunder før en lokal forsøgte at prakke os de første kameraer og telefoner på. Vi modstod dog fristelsen, med en vis viden om, at der kunne være en 'minimal' sandsynlighed for, at produkterne var falske og nok højst ville virke i to timer. Derudover havde vi ingen Paraguay pesos eller US dollars. Ej heller havde vi nogen ide om hvordan kursen lå.

Efter at have fået vekslet nogle penge begav vi os ud i byen med ca. 100.000 Paraguay pesos hver (150 DKK). Da vi ikke var specielt interesserede i elektronik måtte vi igen ud at lede godt og grundig i nok den mest travle, uorganiserede, larmende og beskidte by nogen os nogensinde har set (hvilket inkluderer steder som Vietnam, Tyrkiet, Malaysia, Sydafrika og Esbjerg). Det lykkedes Thiis at finde et par 'næsten' ægte Ray Ban solbriller til omkring 30 kroner. Der var dog ikke gået mere end 10 minutter før det var tæt på at vi havde mistet dem igen. Det skete, da vi tog et billede af Kenneth med et par solbriller i butik længere nede. Da vi efter flere minutters forhandling ikke nåede til enighed med ejeren omkring prisen på tre par solbriller, forsøgte han at tage betaling for billedet i form af de Thiis' solbriller. Det lykkedes først at få ham til at slippe efter flere minutters skæld ud på dansk. Herefter gik turen hurtigt tilbage over grænsen til at noget mere fredelige Brasilien.

Boca Juniors

Vi ankom til Buenos Aires efter en bustur på Cama-klassen, som lige er dét bedre med større sæder, måltider og tv. Vores hostel var Milhouse Avenue, som havde ry for at være et party-hostel ud over det sædvanlige – hvilket det i den grad også var! Med omkring 300 gæster, en enorm bar, fester hver eneste aften, tagterrasse, en masse unge mennesker og venligt personale var det et rigtig lækkert sted at være. Nærmest inden vi checkede ind blev vi rådet til at tage ind og se Boca Juniors på stadion, hvor vi ville komme til at stå med de hardcore hooligans. Godt nok slap vi omkring 700 kroner pr. mand, men det var i den grad ALLE pengene værd.

Efter et besøg i en kælder tæt på stadion, hvor vi fik et par øl og en Boca Juniors t-shirt, viste vi vores falske medlemskort (det var kun lokale medlemmer, der havde adgang til tribunen) og var derefter kendt som hhv. Jonathan Oscar Weber (Thiis), Franco A. Guadagno (Esben) og Christian Bravo (Kenneth). Vi tre hombres kom endelig op på tribunen med en masse råbende, svedende, hash-rygende og ikke mindst sindssyge hooligans, og stemningen var vildere end vi nogensinde havde set andre steder – ikke engang en Champoins League finale kunne præstere samme niveau af stemning. Selv da holdet kom bagud, sang og råbte publikum endnu højere! For modstandernes tilskuere skulle da ikke have en god oplevelse af at være foran.

Godt nok endte kampen med et 0-1 nederlag til Boca Juniors, men utallige sange, et rødt kort (publikum gik amok) og tilråb til dommeren gjorde det til en helt speciel oplevelse. Det hyppigst brugte ord var ”PUTA”, hvilket på spansk betyder luder og var for det meste henvendt til dommeren eller modstanderne, når de lå i græsset efter en hård tackling.

Da kampen så var slut, skulle vi så hjem og sove med det samme? Nej da. Vi måtte ikke forlade stadion før en time efter kampen var slut, fordi de ville give både modstanderens og de normale tilskuere mulighed for at komme væk, inden vi hooligans blev sluppet ud. Så den time gik med uafbrudt fællessang på et tomt stadion, hvor de to hooligan-tribuner forsøgte at overgå hinanden i volumen og vildskab. Derefter var der fællessang hele vejen ud af stadion, hvor man ikke skulle gå mange skridt for enten at træde i en enorm pøl med tis eller blive mast op af en svedig, overvægtig og skæv argentinsk mand. Men ud og hjem kom vi i god behold.

Av for en oplevelse, og hvor kunne danske (og alle andre) tilskuere godt lære noget af den argentinske holdning til fodbold. For selvom Boca Juniors spillede ringere end Fremad Amager i 2. Division Øst, var stemningen bedre end noget, vi har set før.

Adios amigos

Andreas, Esben og Kenneth

Om Brasilien: Thiis edition

Vi nærmer os enden på vores ophold i Brasilien, så jeg synes en vurdering af dette er på sin plads. I kære læsere hjemme i (kolde) Danmark skal ikke være i tvivl om hvordan her er og hvordan vi har det. Det er vel derfor I læser det her! Så her kommer en subjektiv vurdering af brasilianerne og vores tur indtil videre.

For satan hvor er Brasilianere stolte af dem selv og deres land. Og det er ikke uden grund. Selvom det er et enormt land (sukkerrørsplantager større end Jylland), med en etnisk diversitet som FCK's og et modersmål der stammer fra et lille land i Europa, har Brasilien vist sig at være en samlet nation bygget på stolte og stærke traditioner: Kvindernes bikinier skal være små og brysterne store, mændenes brystkasser skal være endnu større og de skal kunne danse samba. Og så skal deres hårspidser afbleges hos den lokale barberia. Sidstnævnte fik vi desværre ikke fuldført. Udseendet betyder virkelig meget i Brasilien, hvilket også ses på udvalget af gadebutikker. Foruden butikker med toiletsæder, eller senge, er juice- og frugtbarer en af de førende brancher i Brasilien. Her kan man lige få sig en vitamina og en lille snack på farten i stedet for et større måltid til frokost. Vores personlige favoritsnack er en coelho (portugisisk for et knæ), som er et pølsehorn med skinke/ost i stedet for en pølle. Juicen smager godt uanset hvilken frugt der bruges, men hvis Esben og jeg skal lokkes skal der puttes acaí i. Det er en frugt der mases, fryses og serveres derefter med banan og/eller jordbær - eller on the rocks hvis man vil. Frokosten i Brasilien er én ting jeg allerede ved jeg kommer til at savne i Danmark. Men hva faen, vi har varm leverdreng og rugbrød som en udmærket kompensation. Selv Kenneths onkel i São Paulo har ikke sluppet de danske rødder! Vi blev modtaget som madanmeldere på et dansk/brasiliansk fusionskøkken med kryddersild og sukkerrør. Og vi fandt noget Anthon Berg-chokolade i køkkenet. Hos den danske generalkonsul i São Paulo læste vi endda at det nordiske køkken har ry for at være "healthy, clean and environmentally friendly". Så vi gør det stadig godt nok i Danmark!
Nu jeg har sporet mig ind på det brasilianske køkken skal morgenmaden også lige nævnes. En populær sag er et stykke hvidt brød, en minibaguette om man vil, med tandsmør som lige lunes i ovnen. Det er hård kost for mig, hvis det er kutyme kun at tage én af dem til morgenmad. Men hvis sixpacken skal se dagens lys er det vel en vej frem. Senere på dagen kan man dog indhente det forsømte på det nærmeste churrascaria (portugisisk for kødkødkødkødkød), hvor det kræver et aktivt "não obrigado" (nej tak) for ikke at få langet endnu et stykke udsøgt kød på tallerkenen. Det er alternativet til den lille, hurtige frokost man også kunne tage. Jeg har, ærligt talt, aldrig spist så meget som jeg gjorde den lune søndag eftermiddag i São Paulo, hvor vi prøvede dette.

Mellem de store ophold i hhv. Rio de Janeiro og São Paulo så jeg også den anden side af medaljen ved at være et BRIK-land. Jeg ved ikke præcist hvor det var, men vi kørte forbi en lille flække, hvor en flok svedende vejarbejdere med spader stod og dyrkede deres hårde hud på hagen. Alt for mange bygningsfacader var ufuldstændige - og det lignende ikke et forsøg på en skattefinte, men snarere mangel på ressourcer. Selv fotomodellerne på de mange bill boards smilede stift udover byen. Sådanne scenarier er muligvis en af konsekvenserne ved en hastig økonomisk udvikling i de større byer (São Paulo, Rio etc.), og man kan da kun håbe at indbyggerne i de små, slidte byer har fundet sig til rette i andet end de berygtede favelaer.

Min positive holdning til turen indtil videre skyldes naturligvis også mine to herlige medrejsende, Kenneth og Esben. Vi kompenserer hinanden meget godt, synes jeg. Esben og jeg tager os af de vigtige dokumenter og sørger for at brokke os over ting vi synes går for langsomt hernede. Til gengæld har Kenneth en mave af stål og den gode laid back attitude, som åbenbart er den eneste vej frem hernede. Når det står ud af begge ender på Esben og undertegnede er Kenneth mand for at holde humøret oppe :D

Jeg sidder i skrivende stund i bussen på vej til Foz do Iguazu (for at se nogle vandfald) og kan ikke sove for den højlydt-snorkende, i-søvne-snakkende, mit-albuelæn-tagende og generelt fyldende kvinde, jeg har fået den store ære af at sidde ved siden af.

Ciao,
Thiis

Små problemer

Efter en tre uges tid i hinandens selskab, er vi begyndt at bemærke, hvor meget vi egentlig brokker os over. Så her er et lille udpluk af diverse problemer, der egentlig er for små til at brokke sig over.

1.     At vente på grønt lys på vej på stranden.

2.     Ingen barbering pga. varmen og den høje fugtighed i luften.

3.     At blive nødt til at gå i bad to gange om dagen pga. varmen.

4.     At blive småforkølet pga. aircondition.

5.     At bruge så meget solcreme, fordi solen er så skarp.

6.     Sandet på Ipanema Beach er alt for varmt at gå på.

7.     At bruge al den tid ved Copabana Beach, fordi det er for varmt.

8.     Vores vandautomat med rent, koldt drikkevand er så langsom.

9.     Der er for mange attraktioner at vælge mellem.

10. Der er for mange småpenge, man kan ikke holde styr på dem.

11. Vi har kun adapterer nok til opladning af to apparater.

12. At nøjes med Copacabana, da Ipanema ligger 20 minutters gang væk.

13. Frygt for at få vores ting stjålet, fordi vi er så rige.

14. Kun halvanden uge i luksus hos Kenneths farbror, fordi vi skal videre til andre steder.

15. Var nødt til at tage en taxa hjem, fordi den nærmeste Metro-station var lukket pga. karneval.

16. Man er nødt til at ligge på maven med alle de lækre og letpåklædte latinoer på stranden, så man får   ingen sol på maven.

17. Man er for mæt pga. den gode mad.

18. Der skal flere huller i bæltet, fordi vi taber os.

19. Det er træls at tørre sig med et rejsehåndklæde efter bad.

20. Ingen dessert til frokost pga. restaurantbesøg om aftenen.

Håber, I har mindre problemer derhjemme

Over and out
Andreas, Esben og Kenneth

Sol, Regn og Sao Paolo

I Sao Paolo boede vi hos Kenneths farbror Søren, hans kone Lu (Luciane) og hendes søn Enrico i deres ikke så lille penthouselejlighed på 12. etage. Da vi nu ikke skulle bekymre os om madlavning, tøjvask og overnatning (som der meget generøst blev sørget for), havde vi rigeligt med overskud til at være kulturelle, hvilket resulterede i ikke mindre end 4 museumsbesøg – specielt museet omhandlende Ai Weiwei (en kinesisk kunstner og systemkritiker) gjorde indtryk.

And so did the rain! For hold nu kegle, hvor blev vi gennemblødte de to gange, vi skulle gå hjem fra metroen. Så våde, at vi gik i vandpytter til midt på skinnebenet uden så meget som at forsøge at undgå det.

Derudover gjorde Sao Paolo et rigtig godt indtryk ift. Rio, når det kommer til at føle sig sikker – det føltes næsten som at gå rundt i en by i Europa. Eller som Thiis sagde det: ”The place to live.”

Efter fem dages møgforkælelse i Sao Paulo gik turen mod endnu mere luksus i familiens beach apartment, som vi havde fået lov at låne. Der opstod dog et mindre kontrovers i form af – som Søren selv sagde det – det værste tropiske regnskyl i flere år. Det gik ud over en del af vores ting, bl.a. Esbens handsker og Kenneths computer, der efter to dages koma nu er særdeles ustabil. Regnvejr var vi dog kendte med efter vi havde oplevede to korte – men dog kraftige regnskyl i Sao Paulo. Tålmodigheden kom dog på prøve, da vores (hjemmelavede) kort over området blev gennemblødt, vi ikke kunne finde vej og var nødt til at spørge en ikke engelsktalende dørvagt om vej. Men frem nåede vi, og vi nød et par lækre dage inkluderende en god mængde Guarana, hjemmelavede burgere og banana pancakes.

Og fordi Kenneth, den store idiot, var så smart at glemme sit pas et uvist sted, tog vi tilbage til Sao Paolo og brugte en dag på at få ordnet et midlertidigt og et permanent pas til den unge herre. Næste stop er Florianopolis med strand, indbyggere af tysk (!?) herkomst (som skulle siges at være meget pæne – hvilket, hvis det er rigtigt, forklarer hvorfor, der ikke er ret mange kønne tyskere i Tyskland). Turen dertil bliver en 10 timers lang køretur over night med bus, hvilket vi selvfølgelig ikke lige havde tænkt over, da vi bestilte vores hostel.

Udsigt fra sommerhuset om natten.

Survival of a backpacker

Efter Rio gik turen til den charmerende kystby Paraty. Det viste sig at være lettere sagt end gjort… Vores ophold umiddelbart før og efter Paraty har lært os meget om hvordan det er at backpacke i et ukendt land: Det er vigtigt at vide hvor man præcist skal stå af, så man ikke ender på den forkerte busstation. Herfra er det vigtigt ikke at gå ind i den nærliggende favela (ghetto), da man med garanti vil blive røvet (så vi siger obrigado til en venlig brasilianer, som af en eller andet mærkværdig grund snakkede en perfekt mængde engelsk, der viste os en bus, der gik til den rigtige busstation). Herefter erfarede vi at man altid skal komme i god tid, når der ikke er mulighed for at booke busser på forhånd i det her land: ”next bus is in 6 hours”… men efter et par smarte tast på computeren fandt ekspedienten heldigvis tre billetter med kun 2 timers ventetid . . . gad vide om der lige blev smidt tre lokale af?

Paraty

Lounge-musik og toiletter der ikke virker. Velkommen til det eneste ledige hostel i Paraty! Vores stop i den charmerende, fredede og tilsyneladende ældgamle by fra kolonitiden bød på lidt af hvert. Vi sov to nætter på hostellet ”Paraty Beach Hostel”  femten meter fra vandet i en sovesal 40-45 m² – med intet mindre end 17 andre personer. Det var fedt nok at prøve, for det var nogle meget omgængelige 17 mennesker. Vi fik nogle gode bekendtskaber på blot to døgn. Dagligdagen på Paraty Beach Hostel stod på lounge-musik og hængen i hængekøjer, og da det blev for hårdt tog vi med på en guidet bådtur, der sejlede rundt om alle de små øer, der ligger ud for Paratys kystlinje. Det var en flot måde at se området på, men de sidste par timer af bådturen ville vi gerne have brugt på fx en cykeltur inde på land i stedet.

Næste stop var Sao Paulo, hvor Kenneths onkel bor. Vi skulle med bus, og vi havde jo lært at man skulle købe billet i god tid, så vi drog til den rigtige busterminal fredag morgen kl. 9 (vi kom torsdag aften): ”Hei, alle billetterne vores til Sao Paulo er utsolgt”, siger vores norske venner, ”næste bus er på mandag”. Så $R 160, 5 timer i en almindelig taxa og en tropisk storm senere ankom vi endelig til fantastiske Sao Paulo, herom mere i næste indlæg.

Ciao,

Andreas, Kenneth og Store Esben